Forår 2023 har ligesom to gear for mit vedkommende. Først spiller jeg en god omgang solo koncerter, hvor jeg får de nye sange fra ”Hvem Vil Ikke Elskes Igen” ud i deres oprindelige form og tager kærligt fat om de bedste fra bagkataloget. Det er altid super intenst at spille solo – det siger sig selv, og på den her tour har jeg givet mig selv det benspænd at ingen aftener må være ens. Så kære publikum, vi finder ud af det sammen – jeg har nok sange med og et fint lille udvalg af instrumenter og så ser vi hvad der sker.
Til maj får piben så en helt anden lyd, når bandet kommer med på to weekender. Jep, KUN to weekender. Vi dækker Sjælland, Jylland, Fyn og øerne – but only just, så det kan være der skal køres lidt, hvis du gerne vil opleve den her konstellation. Palle Hjorth på tangenter, Lars Skjærbæk på guitar og det nyeste og friskeste skud på stammen: Marie Vilsbøll aka VILMA på bas, synth og kor. Vi gjorde det i november 2022 og glæder os meget til at udvide vores univers på denne lille forårstour.
Datoerne ser således ud, billet-links finder du under koncerter her på siden:
3. maj Brundby Rockhotel, Samsø
4. maj Jammerbugt kulturcenter, Aabybro
6. maj Godset, Kolding
10. maj DR Koncerthuset, Studie 2, København
11. maj Horsens Ny Teater
12. maj Guldsalen, Borgerforeningen Svendborg
13. maj Fermaten, Herning
