D. 14. oktober 2022 udkom det femte soloalbum i rækken; Hvem Vil Ikke Elskes Igen. Albummet modtog flotte anmeldelser hele vejen rundt, kritikerne skrev bl.a.
Kim Skotte, Politiken, 5 hjerter – “På sit femte og hidtil bedste studiealbum, ’Hvem vil ikke elskes igen’, er det næsten seismografisk fintfølende, de organisk klingende arrangementer og de stilfærdigt slagkraftige melodier for- nemt afbalanceret.”
Simon Staun, Fyens Stiftstidende, 5 stjerner – “Godt nok synger Signe Svendsen på ”Sig at solen rejser sig igen”, at håbet lyser og solen rejser sig igen, men albummet er gennemgående bundet sammen af sørgmodighed og sjælesyge. Jeg æder det hele råt og bliver faktisk opløftet af, hvor kompetent og kompromisløst tungsindet dyrkes.”
Esben Suurballe, Nordjyske, 5 stjerner (ifbm livekoncert) – “..Men at Signe Svendsen for en måned siden med “Hvem Vil Ikke Elskes Igen” skulle udsende, hvad der meget vel kan være en stærk kandidat til årets dansksprogede album, var lige så uventet, som det syntes ordineret fra højere magter.”
Om Hvem Vil Ikke Elskes Igen
Albummets ti sange er opstået i et tæt samarbejde med producer Lars Skjærbæk, men teksterne er udelukkende skrevet af Signe Svendsen. Om modtagelse af albummet siger hun selv:
”Det er overvældende på alle måder. Vi smed en del materiale ud undervejs og var ret kompromisløse, men står også med ti sange, der alle på hver deres måde har en tydelighed og en jeg-vil-dig-sgu-noget-fornemmelse over sig. Det er dejligt at det kan høres og stort at få den anerkendelse. Jeg er meget taknemmelig.”
Køb albummet på vinyl eller CD i webshoppen
På albummet har dygtige danske musikere delt generøst ud af deres talent; Troels Skjærbæk, Lars Skjærbæk, Mads Andersen, Palle Hjorth, Christoffer Møller, René Damsbak, Live Johansson, Sara Indrio, Sofie Juliane Skjærbæk og Marie Vilsbøll. Albummet er mixet af Mads Brinch Nielsen, mastereret af ET Mastering og produceret af Lars Skjærbæk.